Sorgreaktioner
Sorgreaktioner
Vi kan ikke forberede os på, hvordan vi reagerer, når vi mister et menneske, der har betydet noget for os.
Vores reaktion kan bl.a. afhænge af, hvordan døden indtraf. Var den ventet efter en sygdomsperiode, eller om det skete pludseligt, som f.eks. af et hjerteslag eller ved en ulykke.
Lige efter dødsfaldet er der som regel mange mennesker omkring os. Derfor går det heller ikke rigtigt op for os, at vi aldrig mere skal se afdøde.
Ofte kommer erkendelsen af det uigenkaldelige tab gradvist. Og sorgen kan hos nogle føles dybere og mere påtrængende, som dagene går.
Giv dig lov til at græde
Vi kan måske erkende vores tab på et intellektuelt plan, men det kan tage længere tid at erkende det på et følelsesmæssigt plan. Det er vigtigt at give sig selv lov til at græde – gråd er angstdæmpende og forløsende.
Det er helt almindeligt at føle sig tom og angst for aldrig at blive glad igen. Ligesom man i perioder kan føle angst for, at man er ved at miste forstanden. Det er også almindeligt at føle vrede (på sig selv, sygehuset, lægen og overfor den, man har mistet). Og mange får skyldfølelse over ting, som blev sagt og gjort eller over ting, man ikke fik sagt og gjort.
Tal om dit tab
Sorg er et adskillelses- og reparationsarbejde, der tager tid. Det er vigtigt at tale om tabet og om afdøde. Hver gang vi taler om det, der er sket, og taler om det menneske, vi har mistet, erkendes tabet på nye måder og med nye dybder.
Sorgarbejdet består af 4 opgaver:
1) At erkende tabet
2) At gå ind i sorgens følelse
3) At lære nye færdigheder
4) At vende sig mod livet igen
Lekture som sorg
Læs mere om sorgreaktioner i pjecen “Hvad er sorg?”, som du kan bestille på – 35 26 29 19
– du kan også gå på biblioteket. Der findes mange bøger om sorg og krise og det at have mistet.
Se også denne artikel fra Kristeligt Dagblad
Sorggrupper / selvhjælpsgrupper:
Det kan være en rigtig god hjælp at deltage i en sorggruppe eller en selvhjælpsgruppe. Her er andre mennesker i samme situation som én selv. Og det er tilladt at tale om sorgen og savnet af det elskede menneske igen og igen.
Bedemændene i Den Sidste Rejse, har godt kendskab til sorggrupper, og vi deler gerne vores viden med dig.
Se hvordan du kommer i kontakt med en sorggruppe eller selvhjælpsgruppe under “Links”.